Kartofler

Der dyrkes forskellige kartoffelsorter på Allerupgaard og disse kan købes i butikken.

Årets første kartofler, det som populært kaldes 'nye kartofler' fordi de stadig er i vækst, er klar i midten af Maj måned. Nye kartofler har ikke dannet noget kartoffelskind af betydning og skal derfor ikke skrælles.

De nye kartofler kan købes i butikken både som skyllede og med jord på. På de skyllede kartofler vaskes jorden af umiddelbart efter optagningen, hvorefter de pakkes i små plastposer. Disse kartofler bør spises samme dag, men kan dog holde sig pæne til dagen efter, hvis de tages ud af posen og sættes i køleskab, overdækket med vand og tilsat lidt citron.

Nye kartofler med jord på kan holde sig i flere dage, men når først jorden er tørret på kartoflerne kræver det skrubning med en børste at få dem rene.

I efteråret og vinteren igennem er hovedsorten Allians, som er en velsmagende, gylden kartoffel som er fast i kog. De sorteres efter størrelse: store, skrælle, pille, eller brune. Alliance er velegnet til kogning eller stegning i ovn, men den er ikke velegnet til mos. De store i størrelsen er også velegnede som Hasselback kartofler.

Estima er en stor rund eller oval kartoffel. Den er hvid i kødet og har et højt tørstofindhold. Den er ideel som bagekartoffel og til kartoffelmos.

Kartofler bør opbevares køligt og mørkt. Ikke i køleskab da det er for koldt og kartoflerne derved danner sukker og bliver for søde. 7-10 grader er ideelt. Kartoflerne er allerede pakket i brun papirspose for at de ikke skal få for meget lys.

Udskriv E-mail